Dyreklinikken KatteogHunde
Igennem mine mere end 10 år som dyrlæge er en af de ting, der har frustreret mig, det tidspres, jeg ofte oplevede. Du har sikkert været ved en dyrlæge og selv oplevet, at de fleste konsultationer typisk kun varer mellem 15 til 20 minutter. Men hvis kæledyret skal have muligheden for lige at vænne sig lidt til situationen, inden man smider det op på et bord, og man derudover giver sig tid til at lave sin undersøgelse på en måde, hvor man prøver at minimere det stress, som dyret udsættes for, og efterfølgende ønsker at give en god og fyldestgørende information til kæledyrsejeren, ja så kan man som dyrlæge ofte føle sig presset.
Ud over at give kæledyret ekstra tid, så er en anden vigtig ting, at give klienten tid til at fortælle og udtrykke sine egne holdninger, behov og forventninger i forbindelse med et dyrlægebesøg. Det er der desværre mange dyrlæger, som glemmer. Hver kæledyrsejer har sin egen holdning til dyrevelfærd, og sin egen forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der får dem til at vælge og fravælge, skal man som dyrlæge ikke forsøge at gætte sig til.
Derudover giver de økonomiske aspekter en ekstra dimension og gemmer på ligeså mange holdninger, som der er kæledyrsejere. Mange konflikter mellem dyrlæger og kæledyrsejere kunne undgås, ved at bruge mere tid og være mere præcis i sin kommunikation, ikke mindst af priser og risiko for uforudsete udgifter.
Så hvordan kan du få hjælp til de problemer og udfordringer som ofte forekommer, og som mange gange kan undgås eller håndteres bedre? For selvom dyrlægearbejdet for dyrlægen kan være meget varierende og spændende, så er der vel ingen kæledyrsejere, der ønsker at skulle til dyrlægen, det er mere af nød end af lyst. Bør vi ikke altid prioritere forebyggelse frem for behandling, hvor det kan lade sig gøre? Derfor handler det om viden og forståelse og give hjælp til selvhjælp, så kæledyrsejere kan være forberedte og forebyggende og derigennem minimere risikoen for, at der er behov for dyrlægehjælp….. det er hvad Dyreklinikken KatteogHunde handler om.